Top-20: Søren Kierkegaards spændende filosofier

Søren Kierkegaard er kendt som én af Danmarks største filosoffer i historien. Læs 20 spændende fakta om Kirkegaard her.

Søren Kierkegaard bliver ofte nævnt som den største, danske filosof og så var han også fader til eksistentialismen.

Han levede fra 5. maj 1813 og gik bort den 11. november 1855. Hans fagområder var Moralfilosofi, psykologi, teologi.

Toplister.nu har, på baggrund af DR K’s serie om Søren Kierkegaard, udpeget 20 spændende holdninger fra filosoffen, der stadig er meget aktuelle i forhold til vores liv i dag.

Det er Pia Søltoft, som er Centerleder ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret og filosof Anders Fogh Jensen, der viderefortæller hans filosofier.

De fire emner, som nedenstående filosofier handler om, er kærligheden, valget, sandheden og fortvivlelsen. De 20 holdninger herunder står i tilfældig rækkefølge.

Top-20: Søren Kierkegaards spændende filosofier:

20. Den ubevidste kærlighed

Søren Kierkegaard mente bl.a., at vi kan mærke at vi har en trang til at elske et andet menneske længe inden vi ved, hvad kærlighed er. Man kan fornemme noget uden man ved, hvad man fornemmer.

Der er ikke noget bestemt, men man har en sødmefuldt uro, der drager og frastøder. Det, der bedst kan beskrive det, er musik. Det er kort fortalt en drømmende, søgende attrå.

19. Forelskelsen

Ifølge Kierkegaard er forelskelse en omkalfatrende erfaring, som vi får, når vi kalder vores kærlighed på et andet mennesker. Forelskelse er noget, der kommer over én som en styrke.

Den, man er forelsket i, bliver pludselig smukkere, klogere og sødere end alle andre mennesker. Her er tale om forkærlighed. Man kan ikke lære at forelske sig.

18. Forførelsen

Der er mange forførere i Søren Kierkegaards forfatterskab. Heriblandt Johannes, Don Juan og Faust. Han er meget interesseret i, hvad forførelse er. Forførelse er mere end bare en erotisk kunst for Kierkegaard.

Don Juan forfører med sanselighed, Faust med åndelighed, mens Johannes forfører med både det sanselige og åndelige. Han magter at beherske sin sanselighed. Rigtig forførelse er, at bedrage ind i det sande.

17. Beslutningens kærlighed

Her er tale om at ægteskabet hviler på forelskelsen. Han mener, at ægteskabet bygger på kærlighed og de elskendes beslutning. De elskede skal beslutte sig for at blive ved med at elske hinanden.

Han taler om ægteskabet som en opgave. Det er hårdt arbejde. Der er ikke nogen nemme løsning. Det handler om at ville det nok. Hans forhold til begrebet “at vokse fra hinanden” er, at de ikke har taget en beslutning, hvor de ikke står fast på den beslutning, de ikke har taget. Derfor er det noget, man kan ville lade være med.

Søren Kierkegaards værn mod skilsmissen er beslutningen.

16. Næstekærlighed

Ifølge Søren Kierkegaard er næstekærlighed kærlighed til enhver. Den kærlighed har vi ikke i os decideret. Det som forpligtigelsen går på er ikke kærlighed. Den har vi i os selv. Men det at kærligheden skal strækkes ud til at gælde enhver, er vi nødt til at få at vide.

Man skal elske. Man skal ikke bare gøre noget godt for næsten. Det er en speciel måde, at forholde sig til et andet mennesker. Det er en forudsætning, at man tror på, at gud er kærlighed. Han henviser altid til Kristendommen, når han taler om næsten.

15. At vælge sig selv

Det at vælge sig selv er en form for dobbeltbevægelse, hvor man vælger sig tilbage. Det vil sige, at man ser på sin historie og sine oplevelser, der har været med til at forme den person, man er.

Ofte kigger vi på de positive ting, men hele ens historie har gjort én til den, man er. Både de ting, der er positive og negative for én. De vil alle sammen være med til at skabe én selv. Hele tanken er, at man vælger den historie med, så man hviler i sig selv og har et fundament. Man skal have sin egen ansvarlighed med hver gang, man foretager et valg.

Kierkegaard maner til en vis langsomhed. Man kan ikke opfinde sig selv fra bunden af altid. Han taler om menneske som en opgave. Mennesket skal vælge sig selv ved at tage hele sin historie på sig. En vigtig bevægelse i udviklingen hen imod friheden.

14. Friheden

Han mener, at mennesket er spændt ud mellem modsatrettede poler. Det handler om en syntese mellem frihed og nødvendighed. Frihed gælder de ting, man ikke selv er herre over. Det handler bl.a. om gener. Frihed er så, at man har mulighed for at forholde sig til alt det, der sidder sammen med begrebet nødvendighed.

Det er den måde, som man forvalter og forholder sig til sig selv, så man overtager alt det, som man egentlig består af. Det handler også om fantasien. Selvom det ikke er anderledes, har vi evnen til at forestille os, hvordan det ville være. Det hjælper os til at opnå vores mål. Friheden er muligheden for at vi kan udvikle os.

13. Lidenskaben

For Søren Kierkegaard er lidenskaben det, der totalt og aldeles bestemmer et menneske. Lidenskaben er det, at når vi handler, så gør vi det ikke kun, fordi andre siger, at vi skal. Lidenskaben skal være det, der bestemmer, hvilke valg, vi foretager i vores liv. Man sætter hele sin tid og interesse ind på at nå et mål.

Han tager mest afstand fra at være interesseløs eller ulidenskabelig, hvor man bare gør som andre og bevidstløst overtager andres mening. Lidenskaben er, at kunne sætte alt ind på en sag. Det er vigtigt for ham at finde den idé, hvorpå han kan leve og dø.

Når man kun vil ét, så kan man kun ville det gode, fastslår han. Det er ikke det gode at vælge det gode til en vis grad. Det er heller ikke det gode, at vælge det som straf og slet ikke, hvis andre synes, det er godt. Det var helt centralt, at man skulle forholde sig til livet.

12. At have en holdning

Mennesket er bestemt som et forhold. Det skal forholde sig til sig selv, andre mennesker og gud. Man skal have en holdning ud fra en grund-holdning.

Hvis man for eksempel tror, at alle andre vil én det dårligt og svindler og bedrager, så lever man med denne grund-holdning. Dermed ser man alle andre mennesker en lille smule mindre end de er.

Man bliver også selv lidt mindre af at være mistroisk. Hele universet eller horisonten snævrer sig ind for den mistroiske.

Omvendt vil det at se på den anden med kærlighed være, at forudsætte, at den anden kan det hele eller at den anden har mulighed for at gøre sit bedste. Dermed bliver man også selv et større menneske.

Måden hvorpå man forholder sig til andre mennesker, bestemmer også, hvem man er. Levemåder giver én en holdning. Det at have en holdning er ikke noget, man overtager fra andre. Det er en måde, at stå på i tilværelsen og forholde sig til andre på.

11. Spidsborgerens åndløshed

Spidsborgeren er én af de typer, der dukker op mange steder i Søren Kierkegaards forfatterskab. Det, der karakteriserer spidsborgeren er, at han er åndløs. Med det mener han ikke, at man ikke har ånd. Derimod er der tale om, at han vælger at se bort fra at han er ånden.

Spidsborgeren forholder sig ikke til sig selv eller andre. Han overtager andres mening. Åndløshed er bevidstløst at gøre, hvad andre gør.

Han taler om, at spidsborgeren har ladet sit selv franarre fra de andre. At han ikke er nogen i sig selv, men hele tiden overtager andres mening eller syn på, hvad man er. Spidsborgeren kommer altid i stimer.

Det er ganske enkelt småborgerligheden. Det er hele det segment, hvor vi blot handler som alle de andre, fordi sådan plejer man at gøre. Det er det nemmeste.

Kierkegaard bryder sig på ingen måde om spidsborgeren, fordi personen er lidenskabsløs. Han taler ikke personlig stilling. Han har ikke valgt sig selv, men valgt det som andre mener, han skal være.

Spidsborgeren er i enhver af os, når vi ikke selv tager stilling, men blot overtager en andens mening, mente Kierkegaard.

Kierkegaards forfatterskab er skrevet for at vække spidsborgeren.

10. Fortvivlet fra begyndelsen

Søren Kierkegaards opgave er, at mennesket er fortvivlet. Det at blive til et menneske eller et selv, som Kierkegaard kalder det, det kræver en enorm refleksion og nogle enorme valg.

I Kierkegaards definition på fortvivlet er, at man er splittet. Man er ikke blevet bevidst om sig selv. De fleste mennesker ønsker, at holde sig fast på deres egen selvforståelse. Derfor bliver de frustrerede, hvis man prøver at hive dem ud fra der, hvor de er.

Han forbereder den moderne psykologi ved, at mennesket fra begyndelsen ikke kan gennemskue sig selv. Det er først når man ikke ser sig selv, hvis man blot kigger sig i et spejl og ser et menneske.

Man må forholde sig til sig selv. Det er en stor opgave. Når man ikke er menneske endnu, er man splittet og bor kun i en lille del af sig selv. Man er sandsynligvis kun opmærksom på mulighederne.

9. Mulighedens fortvivlelse

At fortvivle er at være splittet. At være splittet kan man være, fordi man er en sammensætning af nødvendighed og mulighed.

Med muligheder kan man ikke støde fra på noget. Man er hele tiden optaget af at lave projekter. Her er tale om folk, der har gang i en masse. Det er en meget tidstypisk lidelse.

Man spørger ikke længere sin borddame: Hvad har du gentaget med succes de sidste ti år? Man spørger hende i stedet: Hvad er du i gang med at gennemføre for tiden?

Man går kun op i at lave nye ideer. Han er ikke interesseret i at være i det, som han er i nu.

Det, som det handler om for Kierkegaard er, at få nødvendighed ind i muligheden, således, at man også kan sætte fra. Man glemmer lidt populært sagt, at forholde sig til nuet.

Man definerer sig hele tiden på det, som man er på vej til. I stedet for at forholde sig til det, som man er i.

8. Nødvendighedens fortvivlelse

Den, der er fanget i nødvendighedens fortvivlelse har ikke kræften til at bøje verden. Man kan ikke på nogen måde se, at verden er anderledes end den er.

Det kan ofte være mennesker, der udelukkende fokuserer på penge. Det kan også være mennesker, der sidder fast i deres job og siger: Jamen, der er stor arbejdsløshed. Hvordan skal det dog nogensinde gå?

Man kan ikke se, at der sagtens kan skabes muligheder, hvis man blot begynder at ændre lidt på livet.

Meget politik i dag er bygget op om nødvendighedens fortvivlelse. Politikken er holdt op med at drømme. Dermed taler den i nødvendighed.

7. Endelighed og uendelighed

Endelighed vil sige, at man fortaber sig i de helt almindelige gøremål, såsom at tjene penge, få et job, skabe en karriere, købe sig et hus eller hente sine børn.

Man tror, at det er alt, hvad der er i verden. Man glemmer de åndelige situationer. Man følger den form, som verden tilbyder én.

Han beskriver det som “Man er afslebet som en rullesten og kurant som en gangbar mønt”. Man er bare i omløb, men man er ikke sig selv.

Uendelighed er, at man på en måde forsvinder væk fra denne verden. I daglig tale taler vi om elfenbenstårnet. Man lever i en åndelig verden, men glemmer at være sin tids menneske.

Man kan dermed enten mangle ånden eller kun være i ånden. Det vigtige er, at man ikke fortaber sig, fx i religiøsitet eller filosofi – men at man også får et liv til at fungere som menneske til dagligt.

Når man taler om, at livet går op betyder det, at fortvivlelsen bliver hævet. Man får livet tilpasset, så man både er ånd- og kropsligt menneske. Det er de færreste mennesker, der kan det.

Mennesket er fortvivlet – hvordan kan vi hæve fortvivlelsen? Det er en livslang opdagelse, siger Kierkegaard.

6. At give slip på sig selv

Det at hæve fortvivlelsen handler om først at blive sig selv, og så at give slip på sig selv. Man må se, at man ikke bare er et menneske ligesom alle andre.

Men at man er netop sig selv. Det handler ikke om, at man er bedre end andre eller skal overgå de andre eller at realisere sig selv gennem selvhjælpsbøger eller bjergbestigning.

At blive sig selv handler om, at man ser sig i spejlet og ser noget helt specielt – nemlig sig selv. Jeg er ikke bare min tids form. Jeg er mig.

Det handler meget om for Kierkegaard, at blive autentisk eller gennemsigtig. Det vil sige, at se ind i sig selv. Den, der ser langt ind i sig selv opdager, at man skylder sig selv og sit liv til noget, der er meget større end en selv. Ophævelsen af fortvivlelsen handler faktisk om tro.

5. Den indirekte meddelelse

Det spørgsmål, som Søren Kierkegaard starter med at stille sig er: Hvordan bevæger man et menneske hen imod sandheden? Her skal man tænke på, hvordan man lærer et barn noget.

Det er vigtigt, at hente sin læser fra der, hvor læseren befinder sig. Man kan ikke bare fortælle hvad som helt til hvem som helst og regne med, at de forstår det.

En præmis er, at mennesket ikke lader sig bevæge af argumenter. Det handler i stedet for passionen. Det at jeg ser mig selv i noget og erkender, at jeg vil ændre noget. Det handler ikke om at moralisere over mennesket.

Det handler om at vise mennesket nogle måder at leve på. Den indirekte meddelelse viser et forvrænget billede af virkeligheden. Nogle af dem kan man identificere sig selv.

Man kan ikke finde sandheden ved at få den fortalt. Det handler om det levede liv.

4. Filosofien handler om livet

Søren Kierkegaard drejer hele vinklen i filosofi-historien, fordi man har koncentreret sig om: Hvad er sandheden om verden?

Sandheden om verden handler om livet, mener Kierkegaard. Du skal leve dit liv på den måde, at du skal fokusere på, hvordan du forholder dig.

At forholde sig er en levemåde. Det handler ikke om objektive fakta. Man kan ikke bare henvise til jura, når det har med levemåder og verden at gøre.

Man kommer nærmere sandheden, hvis man forholder sig til livet.

3. Ikke det objektive

Søren Kierkegaard benægter ikke det objektive. Men han siger, at det, der gælder for alle er lige gyldigt, men netop også ligegyldigt. Man er ikke nødvendigvis fornuftig, fordi man taler sandt.

2. Sandheden er det subjektive

Sandheden består i, hvordan jeg forholder mig til noget. For eksempel er en sand ven, at man udfolder det sande venskab ved at forhold sig til hinanden.

Sandheden handler ikke om selvrealisering. Han mener, at sandheden er forbundet med lidenskab.

Det er bedre at forholde sig lidenskabeligt til en afgud end at kalde sig kristen ved bare at gå i kirke hele tiden. Med ægteskabet handler det ikke så meget om, at man har en vielsesattest, men at man forholder sig til det forhold, som man har.

Det handler ikke om fornuft, men lidenskab.

1. Søren Kierkegaard mener, at subjektiviteten er usandheden

Søren Kierkegaard har lært os, at subjektiviteten var sandheden, men her vender han modellen om. Det er kun vejen til at forstå, at subjektiviteten i virkeligheden er usandheden.

Når man søger ind i sig selv, skal man gerne finde ud af, at man ikke er sin egen herre. Men at det stadig består i, at man forholder sig til både sig selv og gud.

Det handler om tro. Man fastholder uvisheden videnskabeligt. Man tror på, at man er en del af noget større, selvom man aldrig kan vide det.

Kierkegaard taler om det, som man ikke kan sige. Han må tale i metaforer for at vise, at videnskaben ikke er sandheden. Men at det handler om at forholde dig til gud.

Man kan måske forstå Kierkegaard, hvis man tænker følgende: Hvis en jazz-komponist kommer og siger “Jeg har lige af mig selv produceret denne plade”, så må vi sige til komponisten “Jo, men står du ikke lidt i gæld til hele jazz-historien og står hele jazz-historien ikke lidt i gæld til hele musik-historien”.

Sandheden om pladen er hele musik-historien. Når nogen tror, at de er deres egen virkelighed, så skal de vide, at de er en del af noget større, der har skabt dig.

I sidste ende drejer det sig ikke om os selv, men om at være en del af noget, der er større.