At købe løbesko er en jungle. Vi har sammensat ti gode råd til dig i forbindelse med køb af løbesko, så du er bedre klædt på.
10. Dine løbesko er slidte efter 1.000 km
Løbesko holder naturligvis ikke evigt, men hvornår kan man typisk forvente, at de bør udskiftes? Efter 900 til 1.000 kilometer, lyder dommen fra eksperterne.
9. Løb først 100-150 km før stort løb
Hvis du står over for at skulle gennemføre et større løb med dine nye løbesko, så skal du helst have løbet i dem i 100 til 150 kilometer først.
Derved minimerer du risikoen for skader, mens dine fødder samtidig vil have det mest ergonomisk ved det.
8. Gå i dine nye løbesko før løb
Har du lige købt nye løbesko, så bør du gå rundt i skoene derhjemme i et par timer, inden du begynder at løbe i dem. På den måde vænner fødderne sig til dem.
7. Snørebånd skal ikke undervurderes
Snørebåndene i dine løbesko er faktisk også et vigtigt element. Det er vigtigt, at de ikke bliver bundet hverken for stramt eller løst, idet din balance kan blive påvirket af det.
6. Samme mærke er ikke lig succes
Hvis du har nogle gamle løbesko i et bestemt mærke, og ønsker den nye udgave af modellen i samme mærke, skal du ikke tage for givet, at de nye løbesko vil passe dig perfekt. Der er nemlig typisk stor forskel på modellerne.
5. Farve og stil bør nedprioriteres
Skal du gå catwalk eller løbe seriøst? Du må endelig ikke prioritere form og farve over kvalitet og pasform.
Det er nemlig de to sidstnævnte elementer, der er allermest afgørende, når du skal købe nye sko.
4. Test løbesko fra forskellige leverandører
Du bør teste løbeskoene fra en række forskellige leverandører, der er nemlig meget forskel på pasformen, på trods af, at der er tale om løbesko, som er beregnet til samme løbestil.
3. Tag dine gamle løbesko med
Har du tidligere løbet, så tag dine gamle løbesko med i butikken, når du skal købe nye.
De gamle løbesko kan nemlig fortælle en masse om din løbestil og teknik, som sælgeren kan bruge til at rådgive dig.
2. Vent til om eftermiddagen
Nej, det er ikke optimalt i forhold til kø i butikken, men dine fødder vil elske dig for det.
Når du venter med at købe løbesko til om eftermiddagen, så kan du være sikker på, at dine fødder har udvidet sig helt den dag.
Det lyder som en dårlig joke, men fødderne udvider sig faktisk fra et par millimeter og helt op til to centimeter i løbet af dagen.
1. Køb i en specialbutik
Hvis du vælger at købe dine løbesko i en specialbutik, så kan du få mulighed for at få testet din løbestil, som er helt afgørende, når du skal købe et par ordentlige løbesko.
En tur på løbebåndet i butikken og en efterfølgende analyse af sælgeren kan ikke undervurderes.