At købe en ny mobiltelefon kan være en jungle for de fleste. Skal det være en smartphone eller en traditionel mobiltelefon? Skal det være en iPhone, Android eller noget tredje? Vi har samlet ti gode råd, inden køb af en ny mobiltelefon her.
Indhold:
10. Fortrydelsesret
Når du handler på nettet har du altid 14 dages fortrydelsesret. Du må gerne prøve din nye mobiltelefon derhjemme, men den må ikke være brugt så meget, så forhandleren ikke kan sælge den igen.
Du har krav på at få alle dine penge refunderet, hvis du fortryder dit køb, men du skal selv betale for at sende varen retur.
9. Pris
For langt de flestes vedkommende er prisen den absolut afgørende faktor, når man skal vælge forhandler.
For at finde den billigste pris på en mobiltelefon, er det en rigtig god idé at benytte en af de mange prissammenligningstjenester på nettet, som f.eks. MobilTjek.dk, hvor man kan sammenligne mobilpriser på kryds og tværs mellem forhandlere og teleselskaber.
Ved at sortere efter den billigste mindstepris, kan man hurtigt danne sig et overblik over om det er billigst at købe den valgte mobiltelefon med eller uden abonnement.
8. Elektronikforsikring
Hos en lang række onlineforhandlere og teleselskaber er det muligt at tegne en elektronikforsikring, som dækker, hvis du eksempelvis smadrer glasset på mobilens skærm.
Det er selvfølgelig op til den enkelte, om man føler, at man har et behov for en sådan forsikring, men hos nogle forhandlere er forsikringen inkluderet i prisen på telefonen, hvorfor det vil være smart at vælge en af disse forhandlere, hvis de er konkurrencedygtige prismæssigt.
7. Afdrag/afbetaling
Ofte er det muligt at købe den nye mobiltelefon på afbetaling og betale i rater i op til 24 måneder. Vælger du at betale mobilen med afdrag, er der flere ting du skal være opmærksom på. Nogle forhandlere har én pris, hvis man køber kontant og en anden pris, hvis man køber på afbetaling.
Andre steder betaler du en rigtig høj rente, ligesom der kan være stiftelsesomkostninger forbundet med købet. Kig derfor altid efter, hvad den samlede pris for telefonen bliver og lad dig ikke lokke af en ny mobil til en krone i udbetaling, for prisen kan blive langt højere, når alle omkostninger er regnet sammen.
6. Abonnement med musik
Flere teleselskaber tilbyder fri musik på mobilen inkluderet i deres abonnementer. Prisen på disse abonnementer er ofte dyrere end tilsvarende abonnementer uden musik hos andre selskaber, men prisen kan stadig være lavere, end den samlede pris på et tilsvarende abonnement plus et abonnement hos en musiktjeneste, så overvej om det alligevel kan være en god forretning, hvis du henter meget musik på din smartphone.
5. Med eller uden abonnement
De fleste mobilselskaber tilbyder tilskud til nye mobiler, hvis man binder sig til et abonnement i 6 måneder. Vær opmærksom på, at selvom du f.eks. afdrager din mobiltelefon over 24 måneder, kan teleselskabet maksimalt binde dig til et abonnement i 6 måneder.
Er du ude af binding på dit nuværende abonnement og kan du få en billigere pris på mobilen ved at binde dig, kan det være en god idé at købe telefonen med abonnement, hvis det vel at mærke matcher dit forbrug og ikke er dyrere end dit nuværende mobilabonnement.
Kig efter den samlede mindstepris i bindingsperioden, som alle teleselskaber skal oplyse. Er mindsteprisen lavere end dit nuværende abonnement i 6 måneder plus den billigste pris på telefonen uden abonnement, er det billigst at købe din nye mobil med binding.
4. Holdbarhed
En mobiltelefon er som regel udsat for lidt af hvert og der er flere ting man kan gøre for at beskytte den bedst muligt. Det er muligt at købe skærmbeskyttelse mod ridser og mindre slag, samt forskellige etuier til selve telefonen.
Det er dog også muligt at købe mobiltelefoner, der er ekstra holdbare og som er certificerede til at kunne modstå eksempelvis vand, stød og støv. Tidligere gik disse mobiler under fællesbetegnelsen håndværker-mobiler, men i dag kan man også finde smartphones til private, der er nærmest umulige at ødelægge.
Kig efter om mobilen er IP67 eller IP68 certificeret, om skærmen er udformet i ekstra stærkt materiale, som Gorilla Glass eller tilsvarende og om mobilen er modstandsdygtig overfor vand og støv.
3. Skærm
Mange bruger i dag mobilen til at surfe på nettet med og derfor er det selvfølgelig vigtig at skærmen har en vis størrelse. Det er dog ikke det eneste du skal være opmærksom på. Det anbefales at skærmen kan gengive 16 millioner farver og en høj pixeltæthed.
Pixeltætheden måles i PPI (pixels per inch) og de allerbedste skærme har en PPI på over 400. Mindre kan også gøre det, men det anbefales, at en skærm som minimum har en PPI på 200, hvis du f.eks. vil se film på telefonen.
2. Kamera
Er det vigtigt for dig, at din mobiltelefon har et godt kamera, findes der forskellige tjenester på nettet, hvor du kan sammenligne billedkvaliteten inden du køber.
På eksempelvis GSMarena.com kan du indtaste modelnavnet på en mobiltelefon og sammenlign kameraets billedkvalitet med hundredvis af andre mobilkameraer.
1. Operativsystem
Der findes 3 førende styresystemer på markedet; iOS, Android OS og Windows Phone OS. iOS finder du udelukkende i iPhones og iPads fra Apple, mens Android, der er det hyppigst benyttede operativsystem i smartphones, findes i mobiler fra en lang række producenter.
Windows Phone OS benyttes også af flere producenter, men det er især Nokia, som satser på Microsoft styresystemet, hvor der langt fra er så mange apps (spil og programmer) tilgængelige, som det er tilfældet med de 2 andre systemer.
Der findes mange flere end de 3 nævnte styresystemer, men vælger man en smartphone med et mindre udbredt styresystem skal man være opmærksom på at udvalget af applikationer er begrænset.
Artiklen er leveret i samarbejde med MobilTjek.dk